Eva Molins tale ved GIVs nytårskur 5. januar 2019

Tale af lokalarkivar Eva Molin, Gladsaxe Byarkiv, om GIV og Gladsaxes venskabsbyer ved GIVs nytårskur på Højgården 5. januar 2019

Eva Molin tale

2019 er et helt særligt år, når det gælder Gladsaxe og vores forbindelser til det store udland.

Vi fejrer posthumt Foreningen Nordens lokalafdeling for Gladsaxe (og Herlev), der ville være blevet 70 år her i 19, men som valgte at nedlægge sig selv sidste år. OG så fejrer vi GIV, der har halvtreds år på bagen til oktober 😊

Med de to foreninger, både den levende og den hedengangne, fejrer vi tillige det store og mangfoldige venskabsbysamarbejde, vi har haft i Gladsaxe Kommune siden den spæde start i 1952 med en lang række byer, primært i Norden og Europa (øst såvel som vest), men også fra så fjerne himmelstrøg som Japan.

For snart halvandet år siden blev jeg bedt om at lave en udstilling om GIV og venskabsbyerne i forbindelse med GIVs 50 års jubilæum her i år. Der stod jeg. Og vidste med skam at melde næsten intet om hverken venskabsbyerne eller GIV.

Men det blev der rådet bod på. For heldigvis har der været tid nok til at løse opgaven ordentligt. Jeg har talt med en masse mennesker, hvoraf en del er til stede her i dag. Jeg talte med Lars, med Tove Smidth, med Thine Buch Laursen og med Jørgen Olsen.

Og så har jeg brugt arkivalier. For de af jer, som ikke kender mig i forvejen, så er jeg ansat som lokalarkivar ved Gladsaxe Byarkiv. Lokalhistorisk Afdeling ligger fysisk på Hovedbiblioteket, og jeg har åbent for borgerne to gange om ugen. Det, der ligger oppe hos mig, er arkivalier fra privatpersoner, mindre og mellemstore virksomheder og især masser af lokale foreninger.

Når jeg står her i dag, er det naturligvis, fordi jeg som kommunalt ansat har fået opgaven med at skrive om GIV og venskabsbyerne, MEN jeg har jo undervejs også dannet mig nogle meninger on my own. Så jeg har medbragt en HAT! Nærmere betegnet en kommunal kasket! Den har i sin tid været brugt af kontrollørerne på Marielyst Stadion, i dag signalerer den, at jeg taler på embeds vegne 😊

TAG DIN KOMMUNALE HAT PÅ, EVA!

Eva Molin med hat

Men jeg behøvede altså ikke gå ret mange skridt, for at få fingre i både GIVs og Foreningen Nordens arkiver, som er afleveret til Byarkivet. I GIVs arkiv var der et delarkiv, som hed Gladsaxekomiteen for Fred i Frihed.

Det viste sig, at Gladsaxekomiteen for Fred i Frihed var en lille udløber af GIV, der opstod i kølvandet på det meget svage ja til det, der i 1986 blev kaldt EF-pakken og som var forløberen for Maastrichttraktaten og dannelsen af EU i 1992/93.

Gladsaxekomiteen for Fred i Friheds største ønske var en venskabsby i Østtyskland. Det havde GIV også plæderet for siden 1971. Komiteen nedlagde sig selv igen i 1990, da det omsider lykkedes at få en venskabskontrakt med Neubrandenburg i DDR. DDR brød i øvrigt sammen 14 dage efter kontraktens underskrivelse, så Gladsaxe kan kun prale med at have haft en østtysk venskabsby i 14 dage.

Efter at have skrevet cirka 20 sider af min artikel, lod jeg Thine Buch Laursen fra Internationalt Sekretariat, Jørgen Olsen og Lars Abel læse med. Det kom der megen god feedback ud af. Det endte med, at jeg tilbragte en del af den hotte sommer nede i kommunens arkiv under Rådhuset, hvor jeg gennemgik Internationalt Sekretariats arkiv og fik korrigeret en masse årstal og fandt mange nye faktuelle oplysninger om kommunens tilgang til venskabsbysamarbejde. Det har jeg flettet ind i artiklen.

Så da jeg afleverede mit manuskript til artiklen her i efteråret, troede jeg naivt, at nu havde jeg været omkring så mange mennesker og så mange arkivalier, at jeg da nok fanget det meste af det, der var vigtigt. Altså vigtigt, når man som mig, ser det hele fra helikopterperspektivet.

Men sådan er det jo naturligvis ikke. Jeg får nye oplysninger og ny viden hver eneste dag. Det betyder for eksempel i praksis, at den artikel, som kom i Lokalhistorisk Forenings årbog, faktisk ikke er fuldstændig identisk med den artikel, der kommer i forbindelse med udstillingen i maj. Så længe artiklen ikke er trykt endnu i vores eget regi, har vi mulighed for at lave ændringer og tilføjelser. Og det er sket.

Inden jul sad Arne Fogt oppe hos mig på arkivet. Der sidder han ret ofte og læser gamle lokalaviser på rullefilm, for vi har dem helt tilbage til 1906. Men Arne sagde: Eva, jeg er stødt på en tidligere venskabsby, end du har med i din artikel!

Og så fandt han artiklen frem til mig. Og det viser sig, at der har været forløbere for venskabsbyarbejdet i Gladsaxe helt tilbage i 1948. Dengang var det Grænseforeningen, der tog initiativ til et samarbejde med Follevig eller Vollerweik i Sydslesvig, hvor de blev ”faddere” til den derværende danske skole, der hed Digeskolen. Samarbejdet fortsatte indtil Grænseforeningen, som i parentes bemærket, var oprettet i 1943 og på det tidspunkt hed Sønderjysk Forening for Søborg og Omegn, blev nedlagt i 1989. Få år senere blev skolen også lukket, og omdannet til hotel. Den oplysning er IKKE taget med i den reviderede artikel, som kommer til maj. Men den er jo interessant, fordi det er første forløber for et egentligt venskabsbysamarbejde, vi kender til i Gladsaxe. Det var bare et fadderskab, der aldrig rykkede fra foreningsniveau op til kommuneniveau.

Det med kommuneniveauet er væsentligt i forbindelse med min artikel og den kommende udstilling. Det er alt sammen blevet til i min arbejdstid, og selvom vi ærer GIV og hedengangne foreninger, så er det skrevet og lavet med min flotte, kommunale hat på. Den hat betyder, at vinklen er anderledes end de mange jubilæumsartikler, der tidligere er blevet trykt.

Men jeg har læst alle de tidligere jubilæumsartikler! For når man står helt på bar bund med en opgave, må man jo læse alt, hvad man kan finde. Og der er skrevet side op og side ned om GIV og for den sags skyld også Norden, henover årene. Lokalaviserne bugner af artikler om alle de spændende foredrag og rejseaktiviteter, som især GIV har stået bag.

Men i mit hoved blev spørgsmålet bare ved med at rumstere: HVORFOR have et venskabsbysamarbejde? Hvorfor ikke bare rejse hvorhen man vil? Hvorfor have et særlig tæt samarbejde med få udvalgte byer, når man i dag kan netværke globalt og online 24/7?

For at få svar på de spørgsmål, gravede jeg mig ned i den samtid, hvor tanken om venskabsbysamarbejde opstod og sidenhen udviklede sig. Og der er vi tilbage i kølvandet på 1. verdenskrig. Foreningen Norden blev grundlagt i 1919, og Grænseforeningen, der kæmpede for det danske mindretals rettigheder i sydslesvig, blev grundlagt i 1920.

Foreningen Norden havde venskabsbykonceptet på deres dagsorden fra første færd. De kaldte det nordiske venskaber, og venskabsalliancerne bestod typisk mellem tre ensartede byer, nemlig en fra Danmark, en fra Sverige og en fra Norge.

Vi fik en lokalafdeling af Foreningen Norden her i Gladsaxe i 1949, og det var den, der tegnede første venskabskontrakt med Solna i marts 1952. På det tidspunkt var der absolut ikke  interesse for sagen i Sognerådet, men borgerne støttede til gengæld op om tanken, og det samme gjorde både foreninger og den kommunale administration, som godt kunne se en fordel i at udveksle erfaringer med en forstadskommune til Stockholm. I oktober 1952 blev Solna derfor officielt Gladsaxe Kommunes venskabsby nummer 1. Og med underskrivelsen af venskabsbykontrakten med Ski i Norge i 1955, havde Foreningen Norden opnået den nordiske trekant, som var dens mål.

I 1958 fik Gladsaxe ny borgmester. Aage Baaring-Hansen forlod posten, og Erhard Jacobsen tiltrådte som nyvalgt borgmester. Ikke et ondt ord om de døde, men Baaring-Hansen fik aldrig venskabsbysamarbejde højst på sin politiske dagsorden, han holdt sig til Solna og Ski. Det gjorde derimod hans efterfølgere. Under Erhard blev der underskrevet ti venskabsbykontrakter. Adskillige af dem på opfordring af Tove Smidth, som var formand for vores lokale Europaudvalg. Da Tove selv blev borgmester, blev der underskrevet yderligere to venskabsbykontrakter. Ole Andersen indgik 5 og Karin Søjberg Holst én venskabsbykontrakt.

Den seneste venskabsaftale blev indgået mellem Gladsaxe og japanske Taito i 2000. Jeg har i min artikel skrevet, at ikke mindst Novo havde en interesse i, at Gladsaxe fik en japansk venskabsby. Men det er kun en del af historien bag Taito. For det handlede også om Folmer Wisti og hans internationale arbejde. Folmer Wisti var initiativtager til og leder af Det Danske Kulturinstitut, som i dag bare hedder Dansk Kulturinstitut. Han var med Kulturinstituttet i ryggen med til at udbrede den danske velfærdsmodel. Den oplysning nåede ikke med i førsteudgaven af artiklen, som kom i årbogen, men den er indarbejdet i artiklen, som udkommer i forbindelse med udstillingen.

Folmer Visti og Dansk Kulturinstitut var allerede på banen i begyndelsen af 1960´erne, hvor de foreslog, at vi fik Biel-Bienne som venskabsby. Biel-Bienne var ikke nogen succesoplevelse. Det venskabsbånd holdt kun fra 1966 til 1985, hvor det ophævedes i god ro og orden og i gensidig forståelse.

Men Folmer Visti havde et nært forhold til Gladsaxe Kommune, der dengang som nu var en foregangskommune på mange områder. Noget af det, vi havde og har her i kommunen, som ingen andre kunne prale med, var et Europahus. Et sted, hvor konferencer og møder kunne afholdes i hyggelige rammer, og hvor udenlandske gæster kunne indkvarteres. Folmer Wisti og Kulturinstituttet fik i flere år lov til at indkvartere japanske gæster her på Højgård. Kommunen blev krediteret ved at blive fremvist som mønster og pragteksempel på især ældrepleje. Japanerne var begejstrede for vores omsorgscentre og ældreboliger, og kopierede lystigt det danske koncept hjemme i Japan. Så det var også én af grundene til, at japanerne ønskede en venskabsbyrelation med Gladsaxe.

Den artikel, jeg har skrevet, og som en del af jer nok allerede har læst, fordi den udkom i Lokalhistorisk Forenings årbog 2019 her lige før jul, handler derfor i mindre grad om det konkrete venskabsbysamarbejde, der har været og stadig er. For den del af historien er allerede fortalt flere gange i lokalavisen ved GIVs jubilæer. GIVs store arbejde for fred og samarbejde på tværs af landegrænser og kulturer hørte vi rigtig meget om i 1960´erne, 70´erne og 80´erne, men siden den kolde krigs ophør, har fredssiden af GIV været droslet ned.

Artiklen handler i meget høj grad om, hvorfor vi har venskabsbyerne, og hvordan vi har fået dem. Jeg har virkelig prøvet at sætte hele tankesættet omkring venskabsbyerne ind i den historiske kontekst hvor to verdenskrige, kold krig, Vietnamkrig og Koreakrig tegnede et dystert verdensbillede. Venskabsbytanken gav kolossal og dyb mening for alle implicerede. GIV var langt større tænkt end en social forening eller en rejseklub, GIV (og Norden) var tænkt som en reel og farbar vej mod en fredeligere verden.

Artiklen er egentligt et biprodukt! Den er fundamentet for det, der var min reelle opgave, nemlig at lave en udstilling i forbindelse med GIVs jubilæum. Udstillingen kommer op i rådhushallen og åbnes med en reception den 20. maj. Der kommer ti plancher og nok to montrer plus det løse – vi forsøger at få Europafanen med fx .

Hvorfor ikke mere end 10 plancher, spørger I måske. Men det har sin helt naturlige årsag. Da jeg begyndte at arbejde med emnet, så jeg naturligvis Gladsaxebilleder igennem. Og konstaterede, at der var omkring 170 billeder alt i alt fra venskabsbyerne. En del var af temmelig ringe kvalitet, og en meget stor del af de rigtig gode billeder viste mænd i jakkesæt med et glas i hånden.

Og så er det, man sukker. For undskyld mig, men mænd i jakkesæt med glas i hånden er svære at formidle Man kunne meget nemt ud fra billederne i arkivets billedbase, få den tanke, at venskabsbysamarbejdet handlede om bestyrelsesmedlemmer fra GIV, papirnussere som mig selv - og politikere, når det gik højt - der gik fra reception til reception. Der var gået lidt rigeligt alkohol i de billeder, vil jeg vove at påstå.

Og GIVs og kommunens internationale sekretariats fornemste opgave har jo lige fra starten været at gøre det muligt for helt almindelige borgere i Gladsaxe, lokale foreninger og hvem, der ellers havde lyst til at deltage i samarbejdet med kommunens venskabsbyer at komme ud over stepperne og ud i verden. Selvom vi står med glas i hånden igen i dag, så er det IKKE det, der er GIVs formål 😊

GIV og kommunen har samarbejdet tæt omkring det, at aktivere vores borgere og gøre det attraktivt at være med til at lave venskaber med mennesker i vores venskabsbyer. Mennesker, vi kan dele ét eller andet med. Det kan være udveksling mellem to skoleklasser. Bagsværd Roklub har samarbejde med med roklubber i venskabsbyerne og spejderne og de øvrige uniformerede korps i Gladsaxe har siden 1970 haft et lejrkoncept, der hedder PAGGS.

Folkedanserne har også haft tætte relationer til venskabsbyerne. Folkedanserforeningerne har desuden været søde til at aflevere deres arkivalier og billeder til arkivet, så her kunne jeg finde nogle fotos til planchebrug. Og så har jeg efterlyst billeder fra venskabsbyerne i Gladsaxe Bladet i flere omgange henover 2018. Det har også givet nogle billeder, der nu kommer med på plancherne til foråret, ligesom jeg har købt professionelle billeder fra begivenheder her i kommunen, som Kaj Bonne har taget.

Thine Buch Laursen fra Internationalt Sekretariat havde naturligvis en del billeder, som hun meget sødt har givet mig lov at låne fra. Både Minna Olsen og Thine har fotograferet ivrigt, og især de billeder, Thine har taget gennem årene, har været af uvurderlig nytte for mig.

Men det har været en udfordring med billederne. Fordi vi jo næsten alle i dag bruger små digitalkameraer eller mobiler. Og moderne billeder er beregnet til skærmvisning. Når først de konverteres til papir og forstørres, bliver de fleste desværre grynede og uskarpe.

Så når I forhåbentlig til maj kommer op i rådhushallen og ser udstillingen, så vil I se, at fokus fra artiklen ikke er helt den samme som fokus i udstillingen. Artikel og udstilling supplerer snarere hinanden. Udstillingen er vinklet efter, hvilke billeder, vi havde, og hvilke billeder, det er lykkedes at opdrive. Det betyder, at hjælpearbejdet med Koszalin fx har fået lov at fylde en hel planche ud af de ti. For vi har nogle fremragende billeder derfra. Fulde af aktivitet og mennesker.

Samtidig er der venskabsbyer, vi overhovedet ikke har repræsenteret med så meget som ét billede. Fx Neubrandenburg, Ski og Blankenese, til trods for, at Gladsaxebilleder i det forløbne år er blevet suppleret med næsten 200 venskabsbybilleder.

Men jeg håber, I vil synes om resultaterne. Jeg håber, I enten har eller vil læse min artikel, og jeg håber rigtig meget, at I – uanset om I er enige med min konklusion på venskabsbysamarbejdet eller ej - vil komme hen i Rådhushallen fra 20. maj og tre uger frem og se udstillingen.

TAG DIN KOMMUNALE HAT AF, EVA!

Nu kunne jeg slutte talen her, men jeg vil gerne have lov at lave en ekstra afrunding, nemlig den uden kommunal hat, den, hvor jeg bare er privatpersonen Eva.

Arbejdet med artikel og udstilling har virkelig været spændende. Nøj, hvor har jeg læst om og mødt mange ildsjæle i den gode freds-sags tjeneste. Og faktisk tror jeg, GIV kan have en stor fremtid for sig. Men måske ikke helt i sin nuværende form, hvor det forekommer mig, at foreningen gennem årtier øjensynligt har glemt, hvad GIV helt præcist er forkortelsen for, nemlig: Gladsaxe Internationale Venskabsforening! Der står INTET om, at foreningen skal være knyttet til venskabsbyerne alene.

Det her er naturligvis mine helt egne tanker og visioner, men jeg tror, at foreningen ville vinde ved at konvertere venskabsbysamarbejdet til et bredt internationalt samarbejde. Hvor kontakter blev knyttet ad hoc efter behov. Fordi vi jo samarbejder og rejser globalt i dag. Vi kan ikke nøjes med kontakter i udvalgte byer i Norden, Europa og Japan. Vi har brug for at netværke helt anderledes bredt, og vi har en teknologi, som kan understøtte en sådan måde at lave ad hoc netværk på. Mit fremtidsønske for GIV er, at GIV holder fast ved, at den faktisk IKKE hedder VenskabsBYforening, men blot Venskabsforening og breder venskaberne ud over hele vores vide verden 😊