Veszprêm 2015

Gladsaxe Internationale Venskabsforening.

 

Besøg i Veszprêm og Budapest,  Ungarn, 30/9 - 4/6/10.2015.

 

Onsdag den 30. sep. 2015.

26 medlemmer deltog i rejsen, og vi startede på Søborg Torv, hvor der var arrangeret fælles bus til lufthavnen.

Efter et grundigt sikkerhedscheck sad vi endelig i flyet og var klar til afgang, men så meddelte kaptajnen, at der var lidt problemer med noget bagage, men…2 minutter senere blev det oplyst, at det var problemer med nogle baggagepapirer, men at det nu var i orden og så kom vi  afsted.

Vel ankommet til Budapest blev vi orienteret om, at der desværre manglede en hel del kufferter, bl.a. 16 kufferter af vores, stor forvirring. Vi 16 skulle så hen og anmelde, at vi havde mistet vores kuffert, og det tog ca.2 ½ time før de sidste var ude af ankomsthallen og blev modtaget ved bussen af vores guide de kommende dage, Enikö Darvas, der talte udmærket dansk, og endelig kunne vi komme afsted mod Veszprem.

Undervejs skulle vi lige finde et sted, hvor vi kunne købe det mest nødvendige så som tandbørste, tandpasta m.m., og endelig ankom vi til Hotel Gisela, et ualmindeligt flot hotel. Middagen blev indtaget kl.ca.20,30, og de fleste gik derefter i seng.

 

Torsdag den 1.okt.2015.

Efter morgenmaden kørte vi kl.9, målet var først en tur til Balatonsøen, der ligger ca. 150 km. Fra

Budapest. Balatonsøen er 78 km. lang og ca.14 km .bred, og den største dybde i søen er 12 m. Søen er meget besøgt om sommeren, og der kommer alene i perioden juli-sept. Omkring 700.000 gæster, især fra Ungarn, Østrig og Tyskland.

Området omkring søen er utrolig smuk, og vi nød turen i fulde drag.

Efter et par timers kørsel kom vi til Tihany, og målet her var at besøge en gammel klosterkirke, en barokkirke fra 1700 tallet, bygget over et benediktinerkloster, der blev grundlagt i 1055.

Det var den Ungarske konge Andreas 1, der lagde grundstenen til klosteret, og hans grav ses i en krypt i kirken. Klosterkirken i den nuværende barokstil er fra 1700 tallet.

Der er ca.13.000 indbyggere i selve byen Balaton, men med alle de turister om sommeren er der ret livligt.

Efter besøget i klosteret skulle vi ud at sejle på søen, vi havde bestilt en sejltur tværs over søen. Vejret var helt vidunderligt, og vi sejlede en lille times tid hvorefter vi skulle spise frokost på en restaurant i Balatonfüred. Vi havde løbende haft kontakt med Lars Abel, der ankom fra København mens vi sad og spiste. Efter frokosten havde vi mulighed for på egen hånd at opleve den smukke strandpromenade.

Vi var tilbage på hotel Gisela kl. 15,40, og kl.16-17 var der rundvisning med en lokal kommunal guide, Kornèl Reiner, der fortalte os om de mange seværdigheder indenfor Veszprêmborgens murer.

Efter turen blev vi endnu engang kørt til et lokalt indkøbscenter, da de 16 kufferter stadig ikke var kommet, og vi manglede derfor et par småting.

Middag på hotellet kl.20, og dagens lyspunkt (eet af dem) var, da vi under middagen fik af vide, at vores bagage var fundet og ville blive bragt til vort hotel i Budapest næste dag.

Sejltur på Balantonsøen med udsigt til Tihany Klosterkirke.
Sejltur på Balantonsøen med udsigt til Tihany Klosterkirke.

 

Indsejlingen til Balatonfüred
Indsejlingen til Balatonfüred

 

 

Fredag den 2.okt.2015.

Så skulle vi forlade Hotel Gisela. Veszprem har også navnet ”Dronningernes By”, idet flere dronninger har ladet sig krone netop her.

Szèkesfehèrvàr (vi opgav at prøve at udtale det) er til gengæld ”Kongernes By, idet 37 konger i løbet af 500 år lod sig krone der.

Veszprem er ”kun” ca.1000 år gammel, og her ligger Ungarns første universitet. Veszpremborgen ligger på en høj stejl klippe der hæver sig 30 m. over floden, og foran borgen står der en skulptur af Kong Stefan 1 og Dronning Gisela.

Veszprem har nogenlunde det samme antal indbyggere som Gladsaxe, ca.60.000.

 

 

 

Vi kørte i bus ned til centrum hvor vi skulle mødes med vores tolk, Ritha Wahab, og de næste par timer skulle vi på guidet rundtur i Veszprems Kulturhus. Og sikke et kulturhus! Da vi ankom dertil blev vi modtaget af den daglige leder af huset, og vi fik fortalt om hvordan huset blev

flittigt benyttet hver eneste dag. Ritha (vores tolk) oversatte hvad der blev fortalt. Tolken oversatte til engelsk klart og tydeligt, og der var ikke nogen der ikke forstod hvad der blev fortalt.

Kulturhuset var helt nyt, og det indeholdt alt hvad hjertet kunne begære, der var biograf, cafeer, restaurant, mødelokaler, dansesale, øvesale til musikere og en koncertsal.

Driften bliver sponsoreret af investorer der havde forpligtiget sig til at betale i 5 år, og herefter er det så meningen at det skal overgives til kommunen, der så selv skal overtage driften af huset.

Vi blev vist rundt i det meste af huset, og det var ret imponerende at besøge så flot et kulturhus. Det første år havde huset besøg af ca.100.000 gæster.

 

Efter rundvisningen gik vi over til byens rådhus hvor der var arrangeret et møde med  Borgmester Gyula Porga.

Borgmesteren fortalte om Veszprem, lidt om fortiden og en hel del om nutiden og om byens mål for fremtiden.

Veszprem har 63.405 indbyggere, og der er 2,5% arbejdsløse. Af byens indbyggere er de 63% aktive, og gennemsnitslønnen er 705 euro /måned. Der er 6.100 registrerede virksomheder i byen.

Byen satser meget på økologi, kunst og kultur, og borgmesteren fortalte, at de havde masser af festivals samt at deres 2 teatre var meget velbesøgt.

Borgmesteren i Veszprem er valgt direkte, og nuværende borgmester har styret byen siden 2005, godt assisteret af byrådet, hvoraf de 6 er kvinder.

Efter mødet med borgmesteren blev der udvekslet gaver, og vi blev inviteret ind i et andet lokale hvor der var dækket op med lækre sandwich og drikkevarer, et flot arrangement.

 

Veszprêms Borgmester Gyula Porga, Lars Abel og tolken Rhita Wahab.
Veszprêms Borgmester Gyula Porga, Lars Abel og tolken Rhita Wahab.

 

Veszprêms Rådhus
Veszprêms Rådhus

 

Buffeten efter mødet med Veszprêms Borgmester.
Buffeten efter mødet med Veszprêms Borgmester.

 

Da vi havde forladt Veszprem kørte vi mod Budapest, og undervejs spiste vi frokost i ”Kongernes By”, Karonòzò på en cafe der hed ”Menta.

 

Szèkesfehèvàr – Kongernes by. Det nyopførte klosterlignende galleri og ruinen af den oprindelige kongeborg.
Szèkesfehèvàr – Kongernes by. Det nyopførte klosterlignende galleri og ruinen af den oprindelige kongeborg.

 

 

 

 

I Budapest fik vi en busrundtur hvor vi bl.a. så kongeslottet (udefra), Frihedspladsen og de fantastiske flotte broer som i sig selv er en stor turistattraktion i Budapest.

Vi ankom til Hotel Korona sidst på eftermiddagen, et hotel der ligger lige midt i ”smørhullet”, det var et virkeligt godt hotel. Om aftenen middag på en ungarnsk restaurant lige i nærheden af vores hotel. En dejlig dag med megen latter.

 

3.oktober 2015.

Vi blev hentet af guiden på hotellet kl.9, og i dag stod den på en gående guidet rundtur, undervejs skulle vi hente billetter til 2 arrangementer vi havde aftalt at deltage i, nemlig sejltur på Donau (med middag) lørdag aften, og Folklore-Aften søndag aften.

Vi fik gået en hel del denne dag, vi så bl.a. Domkirken, Det Jødiske Kvarter, Antikmarked og meget mere. Vi var så ”heldige” at blive tildelt en pause kl.11, og så var det ellers afsted igen. Turen sluttede inde i byen, og medlemmerne kunne så selv opleve byen på egen hånd.

Om aftenen skulle vi så på sejltur på Donau. Vi blev hentet ved det kontor, hvor vi havde købt billetterne, og herfra blev vi fulgt ned til båden. Selve turen skulle vare 1,5 time, og ca.500 mennesker skulle bespises i den tid. Vi var noget betænklige, men jo, trods de mange mennesker gik det rimeligt hurtigt. Vi fik først en velkomstdrink (solbærsaft), og derefter var der buffet, og maden var der bestemt ikke noget at klage over.

At sejle på Donau om aftenen hvor det er mørkt, men hvor alt er belyst hele vejen, det var utroligt smukt.

Efter sejlturen tog vi hjem med sporvogn, og de fleste af os sluttede af med en øl på en lille cafe der lå lige over for vores hotel.

 

Budapests Opera
Budapests Opera

 

4.oktober 2015.

Der var 7 medlemmer der skulle hjem denne dag, og de blev hentet af vores nye guide, Bobàla Bologh, hun talte også dansk ligesom vores guide de foregående dage.

Et af vores medlemmer var blevet syg om natten, en læge havde ordineret medicin som vi hentede på apoteket. Guiden fik det ordnet således, at medlemmet kunne blive på hotellet til tirsdag hvor vi andre skulle hjem.

Efter omstændighederne havde hun det godt, vi havde været i kontakt med en læge i SOS Danmark, og herfra blev alt det fornødne ordnet, så vi tog afsted med guiden.

Men da alle telefonopkald var foretaget på min telefon, så blev jeg ringet op af lægen der ville tale med patienten, så jeg gik tilbage til hotellet mens de andre fortsatte op til Kongeborgen.

Om aftenen var de fleste af os til Folklore-Aften, og vi sluttede dagen med at gå på burgerbar.

 

Udsigt over Budapest
Udsigt over Budapest
Torvehal i Budapest.
Torvehal i Budapest.

 

5 oktober 2015.

Igen var der gående guidet rundtur, kl.9 blev vi hentet af vores guide Bobàla, men der var flere der valgte at gå for sig selv, og en gruppe

 tog over på Margretheøen. Sagnet siger, at da Mongolerne hærgede landet 1241-1242 afgav Kong Bèla IV et løfte om at vie sin nyfødte datter Margrethe til Gud, (det vil sige til et liv i kloster). Da freden kom, lod Bèla opføre et Dominikanerkloster på Hareøen.

Som 9 årig flyttede Margrethe ind i klostret og levede et ydmygt og asketisk liv til hun døde som 29 årig. Kirken saligkårede hende, og i 1944 blev hun kanoniseret, dvs. kåret som helgen.

Da legenden om Margrethe blev skrevet på Ungarsk omkring 1500, blev øen kaldt Margrethe Øen, Margit-szìget. På øen er der et helt fantastisk springvand, om aftenen er det belyst med forskellige farver, og der bliver spillet klassisk musik.

Gruppen med guiden besøgte Heltepladsen. Det er en gigantisk plads der lyser af stolthed og storhed, og på pladsen står Tusindårsmonumentet.

Tusindsårsmonumentet markerer 1000 års jubilæet i 1896, og på toppen af monumentet troner Ærkeenglen Gabriel.

Pladsen er altid fuld af liv, det er nemlig her at cykelakrobater, boldkvilibrister og skatere øver deres stunt.

Rundturen med guiden sluttede ved eet af de berømte badeanlæg som Budapest er så berømte for, nemlig det mest kendte, Szèchenyi.

Resten af dagen til fri disposition, og om aftenen spiste de fleste af os på Restaurant Trofae, ”spis og drik alt hvad du kan for kr.150.-”.

 

6 oktober 2015.

Kl.13 var der afgang fra Hotel Korona mod lufthavnen i Budapest, og kl.16,10 lettede vi med

kurs mod København, alle med dejlige oplevelser fra Veszprem og Budapest.

 

Springvandet på Margrethe Øen.
Springvandet på Margrethe Øen.
Afskedsmiddag på Restaurant Trofae.
Afskedsmiddag på Restaurant Trofae.

 

4. december 2015  /  Kirsten Nejst